Ugens boganbefaling: "Hvad jeg ved om kvinder på heste"
Hestens kulturhistorie væves sammen med hovedpersonens erindringer og erkendelser i Pernille Stensgards smukke roman.
Af Mai Villadsen Ruby
Anmeldelsen er skrevet til litteratursiden.dk af Jette Greibe
Journalisten Pernille Stensgaard sætter i romanen fokus på, hvordan kvinden har overtaget mandens plads på hesteryggen, men bogen er i endnu højere grad en rejse gennem menneskets allestedsnærværende ønske om at finde selverkendelse i naturen.
Pigen Pernille rider på hestene på hr. Petersens gård. Her er 44 heste, og stedet ejes af hr. og fru Petersen, som fordeler hestene til de hestehungrende piger. Efterhånden som pigerne bliver dygtigere, skifter de heste og kaster deres kærlighed på næste hest. Men en dag er verden forandret, og heste er ikke længere det eneste vigtige i pigernes liv.